ADVARSEL: Dette indlæg indeholder billeder af vaskeægte menneskeknogler. Og lig. Er du ikke komfortabel med det, så skynd dig videre til et andet indlæg
Langt fra alfarvej, en halv times tid med båd på tværs af Lake Batur, ligger den lille Bali Aga-Landsby Trunyan. Bali Aga er betegnelsen for efterkommerne af Balis oprindelige folk, som i dag lever i isolerede grupper, hovedsageligt i den østlige del af Bali. De lever adskilt, både økonomisk, socialt og kulturelt, fra resten af Bali. De forskellige Bali Aga-landsbyer har hver deres særpræg og traditioner. Trunyan er kendt for deres noget bizarre gravplads.
Nær Trunyan står et stort banyan-lignende træ. De lokale kalder det for et terumanyan-træ. Terumanyan betyder “duftende træ” og de hævder, at det er det sidste af sin slags. I skyggen af dette træ finder vi gravpladsen. Her lægges de afdøde på jorden, under et trekantet bur af bambus, hvor de langsomt forgår. Træet afgiver eftersigende en duft, som neutraliserer lugten af forrådnelse.
Ved indgangen til gravpladsen står et fad med to menneskekranier. Jorden, som vi går på ind til pladsen, er fuld af nedtrådte mønter. De er smidt der, til de afdøde, ud fra en tro om at de tager dem med sig, til deres næste liv. Foran os står det store, hellige træ og straks leder øjnene hen til muren bag det. Her ligger adskillige kranier er linet op. Heldigvis har vi vores børn med. Deres 2- og 4-årige sind har endnu ikke lært, at døden – og kranier, og knogler, og lig – er tabubelagt. Så inden jeg når at bestemme mig for, om jeg føler mig fascineret eller frastødt, tvinger de mig over i den mest selvfølgelige følelse: nysgerrig.
Vi går helt op til kranierne. Jeg kan mærke at min puls er høj, men ved ikke helt hvorfor. Vi alle står bare og kigger, mens jeg konstant forsøger at snakke om, hvad det er vi står og kigger på. Vel egentlig mest for min egen skyld. Drengene er vidst helt ok med bare at stå og kigge. Det er et surrealistisk syn.
Til venstre for os står de karakteristiske bambusbure. Nogle mere forfaldne end andre. Der ligger de. De heldige. Eller rettere; ligene af de heldige. Denne gravplads funger nemlig som en slags “Hall of Fame”. Man kommer kun til at ligge her, hvis man har fuldendt sit liv. Det vil sige, at man skal være gift og endvidere være død af naturlige årsager. Dør man fx i en ulykke, eller er man ugift, så bliver man begravet. På en anden gravplads.
Vi er heldige, om man vil. En uge før vores besøg, døde en mand i landsbyen. Christina går nysgerrigt hen til det “friskeste” bur. Helt oprigtigt tror jeg. Hun har før arbejdet på et plejehjem og har et helt afslappet forhold til at se døde mennesker. I den form, hvor de stadig ligner mennesker, i hvert fald. Jeg har det bedre med at kigge ind i de bure, hvor det tydeligvis er meget lang tid siden, de blev lagt der.
Drengene kigger nysgerrigt med. Alt imens jeg, med en anelse påtaget begejstring, opfordrer dem til at kigge ind og svarer på Konrads konstante strøm af spørgsmål. Og rækker kameraet til Christina. Mit komfortniveau har rykket sig, så jeg går tilbage til kranierne, hvor jeg nu er blevet ret så komfortabel.
Ved siden af burene ligger en skraldebunke, som vidner om at her for nyligt har været en ceremoni. Her er altid ni bure, så når en ny kommer til, må en anden lade pladsen. Man fjerner derfor det ældste bur. Kraniet lægges over på muren til de andre, og resten smides oven på affaldsbunken. Det gælder de personlige ejendele, afdøde havde fået med, såvel som de resterende knogler – som nu ligger øverst på bunken.
Vi kommer fra en kultur, hvor respekt for de døde indebærer en vis berøringsangst. Så det er altså ret bizart at se denne bunke skrald, hvor et menneskes knogler og personlige ejendele, bare er kastet oven på, sammen med de øvrige efterladenskaber fra ceremonielle ritualer.
Endnu mere bizart er det, at på dette lille sted, midt inde i den tropiske jungle, ligger der ni lig og rådner. Og her lugter ikke. Overhovedet. Måske deres duftende træ rent faktisk er magisk?
Sådan kommer du til gravpladsen i Trunyan
Man kan komme til gravpladsen ad to veje. Enten med båd på tværs af Lake Batur fra havnen i Kedisan. Eller man kan køre ad de små og afsindigt dårlige veje til Trunyan, hvorfra man skal sejle det sidste stykke.
Vi sejlede fra Kedisan.
Turen til gravpladsen har et blakket ry, primært pga at de lokales håndtering af besøgende. I selve landsbyen, som vi ikke besøgte, er de efter sigende meget nærgående og kræver urimeligt mange penge for at sejle folk over til gravpladsen.
Vi besøgte stedet sammen med vores gode ven Gede. Han er selv opvokset i en landsby ved foden af Mt. Agung og kender området rigtig godt. Han er ikke begejstret for de lokales grådighed, som han selv betegner det. Og han var da også klar til at vende om igen, da vi ikke kunne forhandle en båd over søen under 450 kr – væsentligt over hans egen dagsløn. Men vi insisterede, så han tog modvilligt med og klarede al kommunikation med de lokale for os.
Du kan kontakte Gede her. Han tager jer gerne med til Trunyan – og viser jer mere af regionen, når I nu er afsted. Han er ekstremt snakkesalig og engagerer sig i de mennesker han omgås, så det skal man være i humør til, på en dag med ham:)
Et besøg der gjorde indtryk
Det er en lang tur for at se en lille gravplads og så tage afsted igen. Men sådan føltes det ikke. Besøget efterlod et stort indtryk og en masse eftertanke. Ikke kun omkring hvad det var, vi lige havde set. Men især også om vores tillærte forhold til døden og ikke mindst de afdøde. Og om hvor fantastisk vores børns åbne sind er. Og hvordan vi kan hjælpe dem, så de forbliver åbne. Vi tog herfra med en lektion i og lovning om, at nysgerrighed fremover altid skal være vores første reaktion. I alle henseender.