Vi ankom til Lovina hen ad eftermiddagen. Vi havde været 4,5 timer om at tilbagelægge de godt 80 km fra lufthavnen. Først sneglende gennem tæt trafik i Syd, mens vi sultent sugede tips og viden til os, fra vores snakkesalige chauffør. Senere snoede vi os ad op i bjergene, hvor himlen kvitterede med en påmindelse om, at vi er kommet i regnsæsonen.

Vores køretur herfra blev usædvanligt nervepirrende. Dels pga. at de smalle veje, stejle nedkørsler og dramatiske hårnålesving, som med ét, forvandledes til en brusende flod. Og dels pga. at mit blik herfra ikke veg fra vores chauffør:  Mit hjerte hamrede i brystet, mens jeg konstant forsøgte, at finde på noget at tale med ham om. Og samtidig holde minen, så Christina ikke opdagede, at jeg med jævne mellemrum prikkede til ham, når han faldt i søvn!

 

 

Palle alene i Lovina

 

Lovina har ry for ikke at være overrendt af turister. Normalt et plus i vores bog. Men de fuldstændigt mennesketomme gader kom bag på os og virkede på en måde en smule fjendtlige.

Lovinas kerne består af to parallelle gader, som fører fra hovedvejen ned til stranden. De er indrettet til turisme, med spisesteder og butikker, hvorfor de i turisternes fravær fremstod ekstremt øde. Hotellet havde vi ligeledes stort set til os selv. Af og til kom en familie eller et par og overnattede en enkelt nat eller to, men så så vi dem oftest kun under morgenmaden.

Med vores to blonde drenge i hånden, blev vi en let genkendelig familie blandt de lokale. Vores gåture gennem de tomme gader udviklede sig derfor til et hyggeligt indspark, hvor vi hilste og nogen gange stoppede, for at snakke med de lokale, som sad uden for deres warung eller butik. Drengene fik hurtigt lært at sige “thank you”, “bye bye” og “see you”. Og Wilbur blev ekstremt ferm til at gå sidelæns, mens han vinkede og sendte flyvekys til de hvinene mænd og kvinder på hans vej.

 

 

Søndag. Hver dag.

 

Søndag er min yndlingsdag. Her daser vi, gerne iført nattøj langt op ad dagen og laver sjældent andet end hvad vi har lyst til nu og her. At føje ekstra søndage til ugen, har længe været vores hede drøm. I Lovina levede vi den ud! Vi holdt søndag hver dag, i en hel måned! Vi tilbragte rigtig meget tid på hotellet – vores hjem. Her slappede vi af med bøger, spil, tegnefilm på iPad’en og uendeligt mange ture i poolen.

 

 

Når vi blev sultne, gik vi ud for at finde et sted at spise. Gerne efterfulgt af en tur forbi supermarkedet efter en is. Nogen gange tog vi isen, og en kop kaffe, først. Med tiden fandt vi vores favoritsteder rundt omkring. Men gik alligevel på opdagelse med jævne mellemrum.

 

 

Sådan fløj dagene afsted. Nogle dage fik vi dog nok af os selv (eller af ungerne) og arrangerede en udflugt, eller gik på opdagelse i Lovinas små, hyggelige sidegader og bagveje.

 

 

Vi fik aldrig tjekket op på temperaturene, for vejrudsigten kunne vi alligevel ikke regne med. Men det var varmt. Rigtig rigtig varmt. Og fugtigt. Nogle dage, når et regnskyl var ved at være oppe over, var luftfugtigheden godt over 90%. Det tror jeg var med til at fastholde os i “søndags-mode”. Det var umuligt at opretholde et nogenlunde aktivitetsniveau ret længe ad gangen, og jævnlige ture i poolen eller ind under viften på hotelværelset, var uundværlige.

 

 

 

På jagt efter strandliv

 

Strandene i Lovina er så dårlige, at man ikke kan bade der. Dét havde jeg læst igen og igen hjemmefra. Men på nogle fora var der alligevel nogle få, som insisterende berettede om at man sagtens kan bade der. Det kan man også. Men denne blev vores eneste strandtur. Lovina Beach, området omkring og mellem Lovinas to turist-gader, indbyder ikke til at slå sig ned. Ét er, at der ikke indbydes til ophold med fx boder og liggestole, men det flyder simpelthen med affald. Både i sandet og vandet. Efter nogle gåture væk fra centrum, uden bedre resultater, besluttede vi at sætte en hel dag af, for at finde et acceptabelt stykke strand.

 

 

Det var en lang og varm, men rigtig fin gåtur vi kom ud på. Et par lokale, vi gik forbi, lovede os fin sandstrand, hvis vi blot gik videre mod øst. Så det gjorde vi. Over et par steder, hvor spildevand løb ud på stranden. Og gennem flere områder, hvor affaldet flød, så vi ikke kunne træde ved siden af. Efter en en times meget varm gåtur, kom vi til et fint stykke strand. En flok mænd, der hang ud i en gazebo på stranden, fortalte at de holdt dette stykke strand ren for affald og tang. Et rigtig fint stykke strand, umiddelbart.

 

 

Heldigvis havde vi taget badesko med, for det mørke sand brændte og underlaget i vandkanten var skarpt. Vores medbragte vand var ikke længere koldt, så vores eneste mulighed for afkøling, var den længe ventede badetur. Men sikke en skuffelse. Vandet var varmt. Virkelig varmt. Og vi kunne kun gå få skridt ud, før det var fuld af tangplanter, så høje at de flød med i vandets overflade. Vores nyvundne optimisme faldt med et brag.

 

 

Wilbur var træt og Konrad havde glædet sig, så der var ingen vej tilbage. Wilbur fik sig således en lur i skyggen, mens Konrad havde en fest i vandkanten. Vi fik tiden til at gå i skyggen, hvor den lokale flok mænd på skift, og uden held, præsenterede os for smykker og tilbud om taxakørsel. Dog fik de til sidst lov at sælge os en tur på havet, den efterfølgende morgen, for at se delfiner. Det tænkte vi ville være skægt for drengene, og da vi stort set var de eneste turister i Lovina, var vi sikre på at det nok skulle blive en fin lille tur.

 

 

Hvad Lovinas strand ikke kan om dagen, kan den til gengæld om aftenen. Når eftermiddagen går på hæld og temperaturen daler, fyldes stranden af lokale børn og voksne. Stemningen er hyggelig og solnedgangene helt fantastiske. En fin måde at runde dagen af på, før aftensmaden.

 

 

Lovina’s vilde delfiner

Delfinerne er Lovinas helt store varemærke. Og stolthed. Hver morgen søger flokke af delfiner ind i Lovinas bugt for at spise. Engang delte de den med de lokale fiskere, som også var ude efter fisk. Nu fyldes bugten af både med turister, på jagt efter synet af de springende delfiner.

 

 

Vi troede at vi havde skudt papegøjen, ved at tage på vandet i lavsæsonen – ham der solgte os turen fortalte endda at de dagen før havde været otte både på vandet. Acceptabelt tænkte vi. Men sikke et chok vi fik: Vi var over 50 både på vandet den morgen!

Drengene havde en fest, for vi så rigtig mange delfiner. Men vi var helt lamslåede over hvilken turistfælde vi tilsyneladende var havnet i. Og bekymrede på delfinernes vejne. Hvad synes de mon om at så mange både, med meget larmende motorer, jagter dem rundt i bugten?

 

 

Lovina er intens

Jeg kan bedst beskrive vores måned i Lovina som intens. Vi tilbragte en måned i den lille by. Vores første måned på Bali. Varmen, kulturen, menneskene, naturen. Alt blev suget ind, samtidig med at vi akklimatiserede og vænnede os til vores nye hverdag. Vi nød vores tid der, men var også klar til at tage videre til sidst. Faktisk var vi blevet trætte af at være der. Det var svært at sætte ord på hvorfor. Jeg tror mest vi trængte til at se noget nyt. Rejselysten pressede sig på.

 

 

Vores sidste aften i Lovina faldt sammen med Templets store, årlige ceremoni. Vi deltog i aftenens ceremoni, der bl.a bød på tre timers messe og afslutningsvist balinesisk dans. At opleve og især at være en del af denne var en magisk oplevelse i sig selv. Men at møde det ene kendte ansigt efter det andet, og blive genkendt, og præsenteret for børnene, manden eller konen, gjorde aftenen helt speciel. Det var en intens, og helt perfekt afslutning af vores ophold i Lovina!